Ditte Menneskebarn

Åhr...hvad.... min midlertidig room mate og fantastiske rejsekammerat, i Ghana,s mormor var DITTE MENNSKEBARN. Hvor sejt er det lige. Det er nok den danske film jeg har set mest i min barndom. (dog næst efter Charles Tante, Sorry Tove Mäes...men Ebbe Langberg var ældre i Charles Tante...mmm.... :) )

Ghana uge 22 - 6. - 12. januar 2012

Præcis 5 måneder har jeg været afsted. Fra d. 11. august 2011 til d. 11 januar 2012. 22 uger i Ghana. Det gik alt for stærkt - i sær den sidste uges tid.

Vi kom hjem fra Mole/Tamale i fredags. Det var en lang tur hjem. Vi skulle jo kører af den samme frygtelige vej, som vi kom til Mole på, kl 4 om natten (morgen for ghaneserer, nat for os). Bussen blev dog ved med at tabe kølervandet(?) og vi havde lige nogle stop undervejs. I Tamale havde Regitze og jeg reserveret nogle trommer ved en sælger, og vi skulle forbi og hente dem. Simon som han hed, var herre flink. Han hjalp os med at finde en bus til Kumasi (at den så senere blev aflyst, og vi måtte finde en anden og det tog 7 timer at kører hjem, og turen føltes endnu værre end den tur til Mole National Park, det er så ikke hans skyld). Vi skulle også hente nogle sandaler og tasker, som vi havde fået syet i Tamale. Han hjalp os ved at smide mig bag på hans motorcykel og så kører rundt og ordne de forskellige ting. Herre sjovt at se byen fra en motorcykel. Imens jeg sad der, passede Regitze lige hans bod :). Vi skulle så forhandle prisen om trommerne. Regitze havde planlagt, mens vi var væk på motorcyklen, at hun lige ville have en ekstra skål med i prisen på trommerne. Hun fik forhandlet ned og fik sin skål. Jeg var pænt træt og da han nævnte sin pris på 90 Cedi (=333kr), var jeg rimelig afklaret med at det var fint og sagde ok – men det er åbenbart ikke sjovt for Simon, så han sagde ”Fint du får den her skål med i prisen og så giver du mig 80 Cedi” Elsker når de prutter for pruttens skyld…

Vi brugte resten af weekenden på at lave opgave. Derfra skulle vi så købe ind til vores afskedsfest vi havde arrangeret mandag aften. Drengene (Clement og Samuel) hjalp os med at handle ind, da de havde bil. Det var ret godt, for vi skulle også sende vores trommer hjem (og de var ret store, så det hjalp at have en bil at fragte dem ind til byen med) Vi sendte trommerne med DHL – og vi havde godt tænkt at det nok blev lidt dyrt - og det blev det, ca. 4 gange så dyrt som vores to trommer:) De dyreste souvenirs vi har købt – men hjem skulle de. Vi fik også købt en ekstra kuffert til alle vores souvenirs og købt øl til om aftenen. Festen var fantastisk. Alle de mennesker vi har haft det godt og sjovt med kom. Det var godt at få sagt et ordentligt farvel til alle de herlige mennesker i festligt lag.

Tirsdag brugte vi på at hænge ud med drengene og spise Tuozaafi, som altså nu er blevet min yndlingsspise i Ghana. Det smager simpelt hen så godt, og suppen er så kraftfuld. Vi fik pakket vores værelse ned og besøgt de sidste mennesker på campus og givet nogen af de ting væk vi alligevel ikke kunne slæbe med hjem, så som vores kogeplader, gryder, solcreme, myggesspray og andre sådanne ting.
Vi tog til Accra onsdag morgen, kom lige forbi Nana og fik sagt ordentlig farvel og så ellers i lufthavnen og flyve hjem til Danmark.

Vi havde begge meget blandende følelser med det med at tage hjem. Vi var slet ikke klar til det – og i skrivende stund sidder jeg i Danmark, og er stadigvæk ikke klar til at være hjemme. Her er jo skide koldt og blæsende. Jeg er dog kommet i julestemning (er det for sent?) og det er rart at se venner og drikke rødvin og hører hvad der er sket de sidste 5 måneder, men når det er gjort er jeg klar til at tage tilbage igen. Jeg må sige jeg har forelsket mig i Ghana, og jeg har svært ved at sætte en finger på hvad det er der gør det. Men er kommet frem til at det er menneskene der, der gør forskellene. Lige som irriterende og anmassende de kan være, lige så hjertelige og herlige er de. Jeg savner at møde folk på gaden og så bare begynde at snakke med dem – herhjemme siger folk ikke engang hej, selv folk man har set før – det havde ikke sket i Ghana. Jeg savner også alle vores herlige venner og især Ali, som jeg besøgte stort set hver dag og vendte og drejede verdenssituationen og hverdagslivet i Ghana med.

Jeg glæder mig dog over at have fået et varmt bad (nummer 2 på 5 måneder) og nu kan drikke vandet i håndvaske og spise rugbrød og salat igen - og drikke kaffe! Jeg kan nu drikke 5 kopper om dagen igen uden at blive helt shaky og restløs.

Det her er mit sidste indlæg fra mine bedste 5 måneder jeg nogensinde har haft. I morgen rejser jeg til Aalborg og planen er at jeg flytter derop og skriver speciale sammen med Regitze og endnu en RegitSe. Det bliver rart, men stakkels RegitSe – hun kommer til at hade os med vores interne jokes og twi/ghanian english. Det har været fedt at være af sted med Regitze, som jeg jo slet ikke rigtig kendte inden vi tog hjemmefra. Det startede bare med en fælles idé på Nyborgmøde (fagligt møde for landinspektører) hvor vi tilfældigvis kom til at sidde overfor hinanden under fællesspisningen. Hvor vi snakkede om, at vi begge godt kunne tænke os at tage til Afrika og enten studere eller være med på et projekt, som vi så kunne skrive en opgave om. Vi har haft det fantastisk sammen og ikke et eneste skænderi, selvom vi har gået op og ned af hinanden og delt værelse i 22 uger.

Bloggen ryger nu tilbage til at være billeder af finurligheder på gademurer set på vejen i min hverdag. Tak til jer der har læst med, det har været hyggeligt at vide at nogen rent faktisk var interesseret i at læse om vores oplevelser. Jeg lavede bloggen for min egen skyld, så jeg kunne huske hvad der var sket hver uge, men også så min mor og far kunne følge med, men det endte med en læserskare på gennemsnit 60 klik om ugen pr. indlæg – så det er jeg da egentlig meget glad for.

Flot træ nordpå

I Northen Region bor de i runde hytter

Ghanesere er sindsygt nysgerrige, så foregår der noget spændende udenfor bussen, rejser alle sig op og kommenterer og snakker om hvad der sker. I det her tilfælde er det faktisk en mand der slår og slæber sin kone og forsøger og få hende ind i vores bus. Hvorfor ved vi ikke, om det lykkedes ved vi heller ikke. Men en af ghaneserne forklarede at det kunne være manden havde slæbt konen med fra Burkina Faso og nu forsøgte at få hende med endnu mere syd på, og hun ikke ville.

En rende der er svinet til med affald

Jeg mødte en dame på hostellet da jeg kom hjem, som havde boet der pga. bibelmøder på campus i juleferien. Hun gav mig kenke, fordi jeg sagde jeg aldrig havde smagt det mens jeg har været i Ghana. Grunden til jeg ikke har smagt der er fordi jeg ikke synes det ser særlig lækkert ud. Det er pakket ind i et palmeblad...

... her er det pakket ud og det er en mærkelig snakskede masse, som smager dårligt - så jeg var ikke gået glip af noget :)

Mens vi er ved at pakke vores værelse, finder vi lakridser!!! Fortær med med samme!

Pga. af strømafbrydelser kunne vi ikke lave opgave, så vi begyndte at pakke sammen i mørke. Rimelig uoverskueligt, vi havde kun lyset fra vores lommelygter i telefonen.

Vi nåede til Bantama en sidste gang, og kom på yndlingstoilettet :)

... og fik en sidste Star

Bowle til festen  lavet af Danzka Vodka (Det blå er en kæmpe isterning, som pakket er ind)

Folk hænger ud

Det var fantastisk at se Douglas til festen, som vi ikke havde set længe, da cafeteriet havde været lukket i juleferien. Han var så ked af at vi rejste at han var ved at græde, da han sagde farvel....nåhrrrr.... han er så sød.

Vores yndlings cafeteriemand og twilærer.

Katanga drengene havde taget drengen med lyserød hat på med, fordi han kan danse Azonto. De vidste vi elsker den dans, og drengen var tilfreds med at komme. Så længe der er muligheden for at danse og musik (nogen gange behøver de to ting ikke at hænge sammen, de danser også gerne uden musik) og et spejl, så var han glad (De elsker at se sig selv i et spejl når de danser - yes en bred generalisering, men den slår ikke helt fejl) Det er vist sådan de fleste ghanesere har det. De behøver ikke så meget andet end muligheden for at danse, ingen fest, ingen alkohol og ingen dansepartner bare lidt musik og de slår sig løs. Fantastisk.

Afskedsbilleder. Didier og Regitze. Jeg ved ikke lige hvad der sker for mig i baggrunden...

Bombadjar/Kwabena og mig

Hygge i sengen. Koppernes farve smittede af, og det endte med jeg blev ret blå på hænderne og i hovedet...

Mig og George

Regitize og Kwabena

Carlos fra klassen kom også forbi

Ali gør grin med ghaneserne og danser fordi han har fundet et spejl...:)

Min afskedsgave til Ali. En lampe med påklistret ur. En intern joke, men han ved nu altid hvad klokken er, også når der er light out.

Man vakser altid fingre inden man dypper hånden ned i skålen

Touzaafi... mums... fire hænder i skålen - that't the ghanian way..

Der var ret mange kulturforskelle, som vi ikke altid helt kunne affinde os med. De fleste kunne vi forklare os ud af og vi fik et grin ud af det, men nogen gange synes de vist vi var lidt mærkelige. I det her tilfælde synes vi det er mærkeligt, nemlig at man åbenbart nogen gange fodrer hinanden. Det gad jeg slet ikke være med til - jeg er ikke noget barn!

Uhm yndlingsmad

Sidste billede af the gang samlet...

Vores kalender med vores detailplanlægning på både til fagligt og fornøjeligt. Jeg tror vi lærte et par at vores gæster på værelset om hvordan vi danskere er og planlægger ting. Planlægge og tænke fremad er et ikke altid et begreb i det Afrikanske ordforråd.

Den sidste aften havde cafeteriet ikke åbent, udover for nogle amerikaner som var kommet til Ghana for et bibelmøde. Vi skulle ned og sige farvel til Kwame og blev tilbudt at spise med af amerikanernes mad. Vi takkede ja, og Kwame inviterede os om bag disken til ham og spise og bød på sodavand. Hvilket vi var pænt taknemmelige for, for vi kunne ikke lige klare overgearede amerikaner (fordomme holder) og da de endte med at rejse sig op én og én for at takke for deres oplevelser og Gud og alt det, kunne vi heldigvis snige os ud af bagdøren uden at forstyrre og fornærme nogen pga. vi sad tæt ved bagudgangen.

Vi havde, da vi kom til Ghana, bestilt at få politikken weekly, som er et tilbud danskere i udlandet kan få. Vi synes det var en god idé især i starten, da vi havde store problemer med at komme på nettet. En måde lige at følge med på. Jeg tror dog kun vi fik 5 af ud af de 12 aviser vi skulle have modtaget. De var også meget forsinket og vi læste denne nyhed dagen inden vi rejste hjem :)

Kufferterne er pakket

Vi fik skrevet os ind i skabet at vi havde været der.

5 måneder, er alt for kort tid til at kunne nå at skrive postkort. Vi når lige at skrive postkortene inden vi kører i lufthavnen:) Til modtagerne...sorry...

Nyder et glas rødvin i lufthavnen

Ankomst til Kastrup

SPEGEPØLSEMAD!!!!

Ghana uge 21 -- 30. december - 5. januar 2012

Puha kun 1 uge tilbage…stress… Må.lave.alt.vi.ikke.har.nået.på.meget.kort.tid.

Godt Nytår

Vi havde sådan set lidt glemt at der var nytår – det glemmer man altså lidt når der ikke er den vilde jule/nytår-stemning hernede – og det vildeste vi har hørt ’man gør’ nytårsaften er at gå i kirke…(!) Vi fejrede derfor nytåret med to internationale studerende Ali og Bappy (hhv. Pakistan og Bangladesh). Først havde Regitze forsøgt at skabe lidt nytårsstemning med Nytårstale (fra 1998 – vi kunne alligevel ikke få hende live, så vi tog bare en tilfældig), rådhusklokker og 90års dagen – men da Internettet ikke kunne trække – nøjedes vi med at skåle i hvidvin i hjemmelavet Coca-Cola flaskeglas. Sammen med drengene tog vi på Indisk restaurant – rimelig tiltrængt med noget ordentlig mad, og senere tog vi på natclubEN i Kumasi – Golden Tulip. Her var der lidt fyrværkeri, knallerter og Champagne – så lidt nytårsstemning.

D. 2 januar tog vi til Tamale. Tamale ligger i Northen-Region og derfor en del nordligere end Kumasi. Hele kulturen heroppe er lidt anderledes. For det første snakker de et andet sprog. Og som Regitze siger ”Jeg har glemt hvor meget twi vi egentlig forstår” forstås, at her fatter vi virkelig ingenting. I det sydlige ved vi når de henvender sig til os på gaden, fordi det jo er Obruni, og det ord står i vores guidebog, men heroppe råber de bare noget, og vi fatter hat. Flere i det nordlige er også muslimer, så det er en del flere moskeer her. Jeg talte med en dreng i dag, der havde fået muligheden for at gå i skole og universitetet, men ellers er det vist ikke helt så velset, da de ”gamle muslimer” er bange for at når børnene går i skole, så bliver de undervist i kristendom og vil derfor konverterer. Jeg ved ikke helt hvor meget hans historie tæller – men han sagde i hans landsby på 4000 indbyggere der var der 10 der var uddannet (men vi har nu gået i klasse med nogen fra Northern Region, såå… men måske var det i Bolgatanga (den nordligste regions hovedstad) drengen mente, da det var der han var fra..hmm??). 

Landskabet heroppe er også anderledes. Her er mere fladt og mindre frodigt. Arkitekturen er ligeledes anderledes med runde huse/hytter bygget af ler og med strå/palmebladtag. Modsat i det sydlige, hvor de er firkantet af sand og cement og med et strejf af arkitekturen fra kolonitiden og med bliktag. Temperaturen her er varmere – og skulle eftersigende være koldere om natten – men vi har nu frosset mere på vores værelse i Kumasi end vi har gjort her. Men når temperaturen er høj og luftfugtigheden lavere, betyder det også at der er bush fires overalt. Der er hele tiden en lugt at røg og der falder askesne ned.

Der er også flere cykler og motorcykler her, og færre biler (men trafikken er stadig vanvittig)

Nå, ud over at diskuterer de kulturelle forskel over en kop øl, så har vi haft vildt travlt de sidste par dage. Vi skulle nå at købe alt det vi ikke har fået købt endnu – så vi er gået shop amok – og overvejer lige med os selv om vi skal have en tromme eller ej (ved ikke hvordan vi skal få det hjem). Vi skulle se hvordan de hærder skind – dette resulterede i en 2 timer lang omvej, fordi vi lige vadede ud af den forkerte vej. Vandrede og vandrede i et område de vist ikke har set hvide komme i før, men skøn tur dog. Vi går tilbage til udgangspunktet for så at tage en taxi 300 meter til et sted vi allerede havde passeret. Da vi ankommer til lædermagerne ser vi fem mand, et par krukker og en masse stykker skind ligge på jorden. Vi tager et hurtigt overblik og tænker – ”okay, det har vi vandret for i 2 timer”. Vi bliver vi tilbudt en guidede tur rundt på hele fabrikken, jeg kigger rundt en gang til og tænker – okay – jeg tror jeg har set hele fabrikken, vi betaler dog manden 5 Cedi hver (=20kr) og bliver vist rundt på fabrikken, som rigtig nok var alt det vi kunne se da vi ankom. Anyways han forklarede os de forskellige processer skindet skulle igennem, og hvordan de farvede skindet og blødgjorde – og vi fik også lov til at prøve. Vi skulle nå til Mole National Park. Dette er ikke bare et sted man lige tager hen. Vi bestilte busbilletten tidlig onsdag morgen og får at vide bussen kører 13.30. Dette er er så Ghanian time og bussen kørte kl. 15.30. Vi var blevet advaret om at den var hård, hvilket var meget godt, for vi havde forventet lidt en tur i helvede, men det var bare 4 timers kørsel på grusvej, med masser af bump, i en bus uden plads, og med megen lidt affjedring, samtidig med at der kom røg ind gennem vinduerne fra skovbrændende, så man sad og blev lidt røgforgiftet :)

Mole er skøn – vi har bare alt for lidt tid her, kun 1 hel dag. Til gengæld nåede vi også meget på den dag. Morgensafari, finde ud af specialeemne, som skal afleveres d. 6. januar, skrive opgave, svømme i swimmingpoolen, solbade (i 2 minutter), eftermiddagssafari og drikke en Star. Tjek. Alt på listen opfyldt også det AT SE EN ELEFANT!!! Whup whup… Eneste grund (næsten) til vi tog til Afrika var at se en Afrikansk Elefant. Ihhh de er flotte, sorte, store og kæmpe ører - og så stod de bare der foran os… nice nice nice… Regitze og jeg har ikke haft heldet med at se det vilde dyreliv hernede, så da vi på morgensafarien ikke havde set en elefant, måtte jeg sætte forventningerne ned. Da vi så senere finder ud af at resten af hotellet har set 4 elefanten ved den sø, man har udsigt til fra hotellet, mens vi har siddet på vores værelse og skrevet opgave, blev jeg lidt trist, men vi SÅ en på vores tur…yeah… jeg kan nu godt tillade mig at rejse hjem. Vi så selvfølgelig også mange andre dyr som kan ses i overloade of Pictures nedenfor…

Uhm sindsyg kedelig mad at spise, men vi skal køre langt for andet... blommen er nærmest hvid

Show off af Katanga, som lige skal markere sig på Campus mod deres "fjender" Unity Hall

Ny kjole er syet- lidt konet, men herre billig...

Regitze laver fine vinglas

Whup whup nytår

Raketterne fløj kun lige op over hovedet på os. Vi finder så senere ud af , at på det niveau længere nede, hvor de affyrer fra, har de sat raketterne FAST i jorden, så de bare eksploderer lige over hovederne på os. Mega farligt...

De sendte også lamper op, det var fint

Nigth club indrettet med biler

Ali the star

Os en sen nytårsnat

Jeg legede lidt med mit kamera en dag jeg skulle se George katanga-boy spille fodbold

Starter selvfølgelig træningen med en bøn

Mig på campus

Det gik op for mig at jeg ikke havde taget billeder af indgangen til Campus, så det kommer her (ugen inden vi rejser) I forgrunden Kwame Nkrumah

Mig til fodbold

Fodbold

Solnedgang over campus

Træning

George

Ham her har været i Danmark og spille på FCK's junior hold

Whup whup lad os tage billeder med den hvide pige... jeg gider helt vildt godt...

Flere billeder med den hvide pige - Mig og George

Tamale. Runde huse.

Det var så mærkeligt. Vi mødte en dreng, som gerne ville at vi tog billeder af hvor han boede. Alle børnene ville selvfølgelig gerne være med på billedet...

...så kravlede en af dem op i et Baobab træ og hentede en frugt til os...

...de skrabede "skindet" af da det ellers ville give noget eksemagtig kløe...

...Da børnene så jeg tog billeder af drengene, som skrabede skindet af, gik de amok og skyndte sig ind foran kameraet...

...Vi blev så ført ind i drengens værelse. Han var studerende på KNUST, men også lige heksedoktor i hans landsby, omme bag hans skab i baggrunden havde han alle mulige fetish ting

...Hans lille schrine, hvor han havde alle mulige urter og fjer og hår, som kunne bruges til at helbrede folk med. Mest tror jeg det var en måde at tjene penge på. Han kunne bl.a. trylle penge frem fra en hestehale (når der lige var et tørklæde over og han stod i lang tid og rodede med at få pengene ud af den samling der var hvor hestehalen var bundet sammen) Han kunne også tage nogle urter, og så kunne han være blive ramt at skud eller blive såret af en kniv. Det vidste han os også lige. (flot med en sløv kniv). Alt i alt var det bare mærkeligt og lidt uhyggeligt.

Frugten fra baobab træet. Tør mærkelig masse, som vi ikke var fan af. Sød men lidt sur samtidig.

På egne ben og bestiller Ghanesisk mad uden vi er sammen med Ghanesere. Uhmm... TZ...

Se os... helt naturlige på et opstillet billede... Taget på vores 2 timers lange omvej

Selvudløser og cyklister der kører forbi - ikke god combi.

Læderfabrikken. Regitze pounder nogle frø til farvningen af læderet

Jeg blødgører noget skind

De havde også krokodilleskind

Bagefter tog vi til ham her og bestilte nogle lædersandaler og lædertasker til ingen penge

Vi skulle have kurve med hjem. Mega svært at beslutte hvilke man skulle vælge

Tamale. Moske i baggrunden. De fleste moskeer er nu ikke så store. Der findes mange små moskeer, som man knap nok kan se, da de ikke er meget større end et lille hus.

Trafik.

Så går turen til Mole. 4 timer i en proppet bus, på elendig vej.

Vores udsigt fra værelset

Blomster

Vortesvin

..og dens unger

Aktion

På billedet et vortesvin, en cob og en abe

cob eller noget

Krokodiller

Flotte dyr..

Cob

Søen man kunne se fra hotellet og drikkende antiloper

Mole National Park

Deform firben

De her aber forstyrrede os mens vi sad på værelset og arbejde

Fugle

Jagten på elefant 1. Elefantskelet

Jagten på elefant 2. Elefantspor og min sko

Jagten på elefant 3. Elefant aftryk og mit skoaftryk

Jagten på elefant 4.  Frisk elefantlort

En elefant

Ihh de var flotte

Mig og en elefant

Blomster

En fuglerede

Fiskehejre

En rød fugl

Regitze med vores guides gevær. Våbenloven hernede er vist bare at man ikke må skyde hinanden (men det hænger vist mere sammen med hvad der står i bibelen). Deres håndtering af våben var i hvert fald noget skødesløs.

Solnedgang

Sådan tisser jeg ikke!!

Vores hotelværelse i Mole. Jeps det er mig der har fået eksploderet min taske ud over to senge... Vores badeværelse var oversvømmet, derfor vandet på gulvet. Der kom dog ikke noget vand ud af bruseren, så vi måtte tage bad i spande..